Send me back
- Velkomst
- Program
- Spillesteder m.m.
- Kunstnere
- Blues-historisk udstilling
- Blues Festival Center
- Folk Blues Jamboree
- Ladies Sing the Blues
- Next Generation
- Busker Points
- Workshops
- Radio
- Sponsorer
- Galleri
- Øresund
 
Velkommen til Copenhagen Blues Festival 2001

Kære Festival gæst

Foreningen Copenhagen Blues Festival har hermed fornøjelsen af at byde velkommen til 5 dage og nætter med bluesmusik i hjertet af København, og du har rige muligheder for at få en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige. København har til daglig en frodig og pulserende bluesscene, og byen har skabt sig et godt ry blandt musikere og promotere i Europa og USA. Vi agter at pleje denne goodwill i årene fremover i håb om, at Copenhagen Blues Festival med tiden må blive en begivenhed, man taler om ude i verden.

Bluesmusik er en bred og varieret musikform, der stilmæssigt spænder meget vidt, og vores ærinde er at præsentere genren på en måde, så du får et indtryk af dens betydning for og berøringsflade med andre stilarter. Bluesmusikken er på mange måder al rytmisk musiks moder. Muddy Waters synger: “The blues had a baby, and they named it rock and roll” - blot for at nævne et eksempel.

På Copenhagen Blues Festival 2001 er mange stilarter repræsenteret: Delta-blues, folk-blues, country-blues, boogie-woogie, jump, R & B, swing, ragtime, Chicago-blues, cross-over, New Orleans rhytm & blues og gospel m. m. Fra USA kommer Magic Slim & The Teardrops til Pumpehuset. Doug Jay & The Blue Jays og Louisiana Red er i MOJO. Veronica Martell & Big City Swing i Studenterhuset og Angela Brown & The Mighty 45’ s giver et brag af en gospelkoncert i Vartov kirkes gård (eller indenfor, alt efter vejret). England er repræsenteret med Chris Barber i Amager Bio, og der er flere engelske navne på plakaten, bl.a. et genhør med Diz Watson. Fra Sverige kommer Clas Yngström og Bo Wilson i Teater Sthyr & Kjær i Huset, og det går sikkert ikke stille af. Dansk blues er repræsenteret i rigt mål. Peter Thorup i Vognporten og Troels Jensen inviterer gæstende musikere til jam session på MOJO. Kenn Lending og SP-Just & Frost er også på Mojo. Paul Banks afslutter festivalen med sin trio i Teater Sthyr & Kjær med Aske Jacoby som gæst. Den akustiske blues forvaltes desuden af H.P. Lange, Børge “Biceps” Jensen og Doug Morter m.fl. ved en folk-blues Jamboree i Teater Sthyr & Kjær. Ladies Sing The Blues er et projekt, der ligeledes finder sted i teatret. The Ladies er Lene Strøyer, Anne Kramme Abildtoft samt Leah Thorlann, og det er et arrangement, som vi ser frem til. Vi foreslår vores gæster at tage cyklen ind til City i disse bilfrie dage. Læg vejen forbi vores udstilling i Husets Galleri og bestil en kop kaffe i Copenhagen Blues Festival Center eller på et af vore busker points, og læg en plan for den videre færd ud i vores kære gamle by.

Festivalens bestyrelse ønsker at takke for den goodwill, vi har mødt fra alle sider: Spillestederne, der lægger hus til, annoncører/sponsorer og offentlige myndigheder, som med deres tilskud har gjort Copenhagen Blues Festival mulig. En særlig tak til medarbejdere og frivillige.

God festival!
Arne Jægergaard
Formand